"Eventyret venter den, som forstår at gribe det"
OPERATION BODYGUARD: ET GIGANTISK BEDRAG
Selvom den tyske hærledelse var klar over, at en allieret invasion af det nordvestlige Europa var under opsejling - var det for de allierede planlæggere afgørende, at detaljerne om hvor og hvornår, forblev en hemmelighed. Mod slutningen af 1943 forsvarede Hitler hele den europæiske vestkyst, uden nogen klar viden om hvor de allierede ville angribe hans ”Festung Europa”. Den tyske taktik var at forsvare hele kystlinjens længde, mens man satte sin lid til at forstærkninger i det umiddelbare bagland, hurtigt ville kunne reagere på eventuelle landsætninger. Hos de allierede blev der udtænkt og designet en række omfattende planer, som skulle forvirre og vildlede den tyske overkommando omkring tid og sted – planer der blev kendt som Operation Bodyguard.
De allierede havde allerede gennemført vellykkede vildledningsoperationer mod tyskerne. En af de mere bemærkelsesværdige operationer fandt sted i april 1943 og gik under dæknavnet ”Operation Mincemeat”, der i sin enkelthed omfattede et lig der skulle frigives fra en ubåd ud for den spanske kyst. Målet var, at tidevandet skulle skylle liget, der skulle forestille en militær person fra et nedskudt allieret fly, i land på den spanske kyst. Liget var forklædt som Major William Martin fra Royal Marines, med personlige ejendele på kroppen og en attachemappe indeholdende falske dokumenter lænket til håndleddet. Dokumenterne, der indeholdt fortrolige notater og et referat fra et møde mellem to britiske generaler, foreslog en invasion af Grækenland og på Sardinien, mens Sicilien – de allieredes reelle mål – blot var en afledningsmanøvre.
For operationen var det altafgørende at liget ville blive bjerget i Spanien. Selvom Spanien officielt var neutral, var briterne forvisset om at Abwehr (den tyske militære efterretningstjeneste) ville blive informeret og dokumenterne afleveret til dem. Spanierne opdagede liget og dokumenterne og de personlige ejendele blev efterfølgende overdraget til den britiske vicekonsul Francis Haselden. Atachemappen med indhold blev bragt tilbage til London, hvor kriminaltekniske undersøgelser viste, at dokumenterne var blevet læst. En senere dekryptering af tysk kommunikation mere end antydede, at tyskerne var blevet naret. Briterne blev endelig bekræftet i deres formodning, da den tyske hærledelse i ugerne op til invasionen af Sicilien flyttede troppekontingenter til Grækenland og Sardinien, mens de på Sicilien stationerede tyske enheder ikke fik tilført forstærkninger.
Planlægningen af Operation Bodyguard begyndte i 1943. De første udkast til en strategi blev nedfældet på papir under Quadrant konferencen i Quebéc (Canada) i august 1943 og døbt Plan Jael. Tre måneder senere, blev udkastet til en færdig plan præsenteret for de allierede ledere under konferencen i Teheran. Finjusteringer fulgte, før den blev endelig godkendt juleaftensdag 1943. Det overordnede formål med operationen var at sløre tid, sted og omfang af invasionen på det Europæiske fastland.
Operation Bodyguard bestod af flere fra hinanden adskilte underoperationer. Af dem havde særligt Operationerne Fortitude North og Fortitude South betydning for landgangen i Normandiet. Operation Fortitude North skulle få tyskerne til at tro, at de allierede planlagde en storstilet invasion af Norge i løbet af foråret eller sommeren 1944. Operationens formål: tyskerne skulle på den måde tvinges til at opretholde et stort beredskab i Nordeuropa, som skulle hindre dem i at sende tropper mod Frankrig. Operation Fortitude South derimod var et endnu større bluffnummer, der ikke kun skulle overbevise tyskerne om, at hovedmålet for invasionen var området omkring Pas de Calais, den skulle også få dem til at tro, at invasionen i Normandiet blot var en afledningsmanøvre.
Krumtappen i Operation Fortitude South var Operation Quicksilver, som skulle overbevise tyskerne om, at de allierede rådede over hele to hærgrupper, Montgomerys 21st Army Group (den ægte invasionsstyrke) og Goerge Pattons 1st US Army Group (FUSAG), en fiktiv hær stationeret i det sydøstlige England, der skulle krydse kanalen ved Pas de Calais. FUSAG var en spøgelseshær, som aldrig blev brugt. Radioflytninger og en øget troppekoncentration i området, havde overbevist tyskerne om dens eksistens.
Fieldmarshal Montgomery, den øverstbefalende for de allierede landstyrker, vidste, at det alt afgørende aspekt ved enhver invasion var evnen til at udvide et spinkelt brohoved til en bred front. Desuden havde han kun et begrænset antal divisioner under hans kommando – blot 37, sammenlignet med tyskernes 60 divisioner. Fortitude South var nøglen, der skulle give tyskerne indtrykket af at de allierede rådede over en meget større invasionsstyrke i det sydøstlige England, som skulle bekræfte tyskerne i at Normandiet – selv i dagene efter invasionen - blot var en afledningsmanøvre, og at Pas-de-Calais var de allieredes virkelige mål.
For at ”sælge” denne vildledning til tyskerne, blev scenebygningspersonale fra teatre og filmstudier i England og USA hyret og sendt til Kent, for at hjælpe med opbygningen af den fiktive hær. Bygninger blev opført, mens oppustelige køretøjer og kampvogne, sammen med fly i krydsfiner og landgangsfartøjer i sejldug fik det hele til at se ægte ud. Selv den karismatiske General Patton, som ivrigt lod sig fotografere når han besøgte ”spøgelseshæren”, var en del af det gigantiske blufnummer.
Alle kneb gjaldt, når tyskerne skulle misinformeres. En hårdt såret tysk officer, som skulle sendes tilbage til Tyskland troede han rejste igennem grevskabet Kent hvor han var vidne til de allieredes militære mobilisering i det sydøstlige England. Officeren blev i stedet kørt igennem grevskabet Hampshire, hvor han ved selvsyn så dele af invasionsstyrken der var bestemt til invasionen i Normandiet. Hjemvendt kunne han således genbekræfte, de oplysninger som den tyske efterretningstjeneste allerede var i besiddelse af.
Tyskernes kapacitet på luftrekognosceringer blev fuldstændig overvurderet af de allierede, således havde det visuelle bedrag, der blev kaldet ”spoofs” – som f.eks. de oppustelige kampvogne – en kun ringe effekt. Langt større effekt havde den enorme mængde af falsk radiotrafik, der simulerede en livlig aktivitet mellem de enkelte enheder.
Den måske væsentligste bestanddel i Operation Fortitude, var brugen af det såkaldte Double Cross system. Det var lykkedes MI5´s kontraspionage-agenter, at opspore alle tyske agenter i Storbritannien – mange af dem blev efterfølgende forvandlet til dobbeltagenter. De agenter der var blevet ”vendt”, fodrede Hitlers efterretningstjenester og generaler med falsk information. MI5´s vigtigste dobbeltagent var en excentrisk spanier med navnet Juan Pujol Garcia. Han rettede selv henvendelse til tyskerne, hvor han tilbød at spionere for dem – efterfølgende henvendte han sig til briterne, og tilbød dem dobbeltagent rollen. MI5 afviste indledningsvis tilbuddet, men efter at have gransket hans historie, hvor det viste sig at han var drevet af et indædt had til totalitære regimer, besluttede MI5 at hente Pujol og hans kone til England.
Gennem MI5 håndlangere skabte han et netværk af fiktive kontakter, der ”fodrede” ham med informationer, som han behørigt videregav til Abwehr (den tyske efterretningstjeneste). Under dæknavnene GARBO (britisk), og ALARIC ARABEL (tysk), opnåede hans informationer en så høj troværdig, at tyskerne mod slutningen af 1942 helt opgav at sende nye agenter til England.
Garbo udførte sit glansnummer natten før invasionen. Han havde forlods meddelt tyskerne, at han kl. 03:00, natten til den 6. juni 1944, ville sende en ”særdeles vigtig meddelelse”. Den nat indtalte han beskeden om, at store mængder allierede skibe var set sejle mod Normandiet. Dermed havde han helt bevidst afsløret invasionen, så hans næste løgn virkede mere troværdig. Garbo tilføjede nemlig, at der nok kun var tale om afledningsangreb, da langt størstedelen af de allierede styrker stadig befandt sig i England. Tyskerne læste ikke beskeden før næste morgen, otte minutter efter de første tropper var gået i land i Normandiet. Garbos besked overbeviste i den grad Hitler om, at han gjorde rigtig i at beholde sine tropper i området omkring Pas-de-Calais. Garbo fik kort tid efter invasionen i Normandiet, tildelt det tyske jernkors ”Eisernes Kreuz II. Klasse” for sine ”vildledende” oplysninger.
Operation Fortitude North skulle få tyskerne til at tro, at de allierede planlagde en storstilet invasion af Norge i løbet af foråret eller sommeren 1944. Operationens formål: tyskerne skulle på den måde tvinges til at opretholde et stort beredskab i Nordeuropa, som skulle hindre dem i at sende tropper mod Frankrig.
Til det formål sendte briterne en lille gruppe på 17 aldrende officerer til Skotland, hvor de på Edinburgh Castle etablerede ”hovedkvarter” for den fiktive Fourth British Army: Ved hjælp af falsk og kun lettere krypteret radiotrafik (så tyskerne ikke kunne undgå at lytte med), blev der rekvireret skiudstyr, udrustning og andet udstyr i stor stil. En række radiostationer placeret i forskellige lokaler på slottet (hver radiostation repræsenterede en enhed af divisionsstyrke), skulle foranledige tyskerne til at tro, at en hær på mere end 350.000 mand forberedte en landgang i Norge. Samtidig sendte dobbeltagenterne Mutt og Jeff falske oplysninger til tyskerne om ankomsten af tropper i området. Desuden samarbejdede de britiske medier ved at udsende falske oplysninger omkring f.eks. fodboldresultater eller bryllupsbekendtgørelser for ikke eksisterende soldater.
En så stor, fiktiv hær krævede naturligvis en vis trafik af rigtige soldater og køretøjer. Derfor var en mindre styrke på 373 mand (29 officerer og 344 menige) stationeret på slottet i Edinburgh. Den relativt beskedne skare af soldater byggede attraplejre, opsatte canvas- og krydsfinerattrapper af fly og køretøjer samt oppustelige Sherman kampvogne.
Også den norske Kong Haakon d. 7 var en del af vildledningen. Han udsendte en tale til sine landsmænd, hvor han bad dem holde igen med sabotagehandlingerne, fordi der snart ville blive brug for dem. Ja selv det ellers neutrale Sverige blev en del af denne plan. For at give tyskerne indtrykket af, at en invasion af Norge var nært forestående, mødtes britiske embedsmænd offentligt med deres svenske kollegaer. Har bad de i andres påhør om tilladelse til at flyve ind over svensk luftrum og benytte svenske flyvepladser til at tanke allierede fly, hvis det blev nødvendigt.
Mod slutningen af september 1944 afsluttes Operation Fortitude, fra dette tidspunkt gør de allierede kun brug af taktiske vildledningsenheder, som opererer nær frontlinjen. En af disse enheder var 23rd Headquarters Special Troops, også kendt som ”Ghost Army” – en amerikansk enhed, som frem til krigens slutning gennemfører en lang række vildledningsoperationer.
”In wartime, truth is so precious that she should always be attended by a bodyguard of lies”
Winston Churchill, britisk premier minister
Øvrige afsnit i D-DAG: 6 JUNI 1944 og KAMPEN OM NORMANDIET
OPERATION NEPTUNE: ANGREBET.....læs mere her
D-DAG: TAL OG FAKTA.....læs mere her
D-DAG: TIME FOR TIME.....læs mere her
KAMPEN OM NORMANDIET.....læs mere her
TEKNOLOGI ANNO 1944.....læs mere her
OVERLORDS ANSIGTER.....læs mere her
ALG: FLYVEPLADSERNE.....læs mere her
DE FEM STRANDE.....læs mere her
DE BRITISKE OG AMERIKANSKE LUFTLANDSÆTNINGER.....læs mere her
DENGANG OG NU.....læs mere her