"Eventyret venter den, som forstår at gribe det"

ANGREBET PÅ POLEN

Helt fra begyndelsen er det Adolf Hitlers fundamentale mål, at tilintetgøre den ”jødiske bolsjevisme” og erobre ”Lebensraum im Osten”. Forudsætningen for at nå det mål er en krig mod Polen. I marts 1939 lancerer NS-regimet en stadig mere aggressiv strategi, rettet mod Polen – en strategi, der har et overordnet formål - spændingerne mellem de to lande skal intensiveres. Polen afviser den tyske regerings krav om at indlemme den frie by Danzig (Gdansk) i det Tyske Rige, samt opførelsen af ekstraterritoriale transportforbindelser gennem Polen til Østpreussen. I april 1939 giver Hitler den øverste Wehrmacht ledelse ordre til, at forberede et felttog mod Polen. I løbet af foråret intensiverer Nazi-regimentet den anti-polske propaganda, der på rekord tid skaber et elementært had til Polen, i store dele af den tyske befolkning. I august 1939 rapporterer aviser og radiostationer næsten dagligt om påståede polske grænsekrænkelser og voldshandlinger, rettet mod det tyske mindretal bosat i Polen. Med andre ord; angrebet på Polen skulle fremstå som en ”retfærdig strafhandling” mod provokationerne.

Den 22. august 1939 samles de øverstkommanderende i Wehrmacht (stabschefer, generaler og admiraler) til et møde på Hitlers Berghof på Obersalzberg i bayerske Alper. Her informerer Hitler dem om, at Polen skal angribes – en plan, Wehrmacht ledelsen ti dage senere – uden indsigelser - omsætter til praksis. Den 23. august underskrives ”Hitler-Stalin-pagten”, et stykke papir der afstemte interesseområderne mellem det nationalsocialistiske Tyskland og der kommunistiske Sovjetunionen. Med underskrivelsen af pagten var delingen af Polen - der ikke var i stand til at modsætte sig de militære stormagter – formelt besluttet.

Selvom den polske stats- og hærledelse havde et relativt godt kendskab til de tyske krigsforberedelser og den massive opmarch af Wehrmacht enheder langs grænsen, kom det egentlige angreb i de tidlige morgentimer den 1. september 1939, som en overraskelse. Aftenen forinden - den 31. august trænger seks SS-folk i civil, anført af SS-Sturmbannführer Alfred Naujocks forklædt som polske frihedskæmpere, ind på den tyske radiosender i Gleiwitz. Trods tekniske vanskeligheder, lykkes det dem at afbryde programmet og sende et cirka fire minutter langt opråb – angiveligt fra det polske mindretal. Som et bevis på det polske overfald, efterlader de et medbragt lig fra en KZ-lejer. Knapt fem timer senere (kl. 04:45) åbner slagskibet "Schleswig-Holstein" ild mod et polsk ammunitionsdepot på halvøen Westerplatte ud for den frie by Danzig (Skuddene fra ”Schleswig-Holstein” betragtes stadig den dag i dag som begyndelsen på 2 Verdenskrig). Senere samme dag annoncerede den tyske hærledelse annekteringen af Danzig til det Tyske Rige.

De tyske angribere, der i mandtal havde samme styrke som den polske hær, var dog polakkerne overlegne hvad angik udstyr og mobilitet. Særligt det yderst effektive samspil mellem Luftwaffe og Heer, satte nye standarder for Wehrmachts operationer. Ved at drage fordel af den overlegne mobilitet førte Wehrmacht en bevægelseskrig, hvor de pansrende enheder for første gang opererede over store områder. Den tyske hærs fremskridt forløb stort set efter planen. Den 630.000 mand store ”Heeresgruppe Nord” anført af Generaloberst Fedor von Bock, der rykkede frem fra Pommern og Østpreussen, etablerede den 3. september kontakt med Generaloberst Gerd von Rundstedts 886.000 mand store ”Heeresgruppe Süd”, der rykkede frem fra Schlesien og Slovakiet. Støttet af to luftflåder med i alt 1.107 fly rykkede 57 tyske divisioner, i en omfattende knibtangsmanøvre frem mod landets hovedstad Warszawa.

Wehrmachts fremmarch i Polen er fra dag et kendetegnet af en grusom brutalitet. På deres vej, dræber ikke kun tyske tropper, men også såkaldte ”Einsatztruppen” fra Sipo (Sicherheitspolizei) og SS et stort antal polske civile og krigsfanger. Påskuddet for de koldblodige henrettelser, er ifølge Wehrmacht, polske frihedskæmperes angreb på tyske tropper, samt mord og voldtægter begået af polakker mod tyske civile.

Den polske hærledelse anført af Marschall Eduard Rydz-Śmigły, havde placeret størstedelen af den polske hær på strategiske punkter langs den 1900 kilometer lange grænse – en grænse der var uden naturlige barrierer eller terrænhindringer. På mindre end en uge var samtlige polske forsvarsstillinger langs grænsen løbet over ende. Den 5. september beordrer den polske hærledelse et tilbagetog til Wisla-floden, hvor der skal etableres en ny forsvarslinje. Ved byen Radom har Wehrmacht omringet seks polske divisioner. Den 12. september 1939 tages 65.000 polske soldater til fange.

Wehrmacht retter nu blikket mod landets hovedstad Warszawa. Byen, der forsvares af 120.000 soldater kapitulerer den 27. september, efter voldsomme artilleri- og luftangreb der medfører betydelige tab blandt civilbefolkningen. Med Warszawa og Modlin-fæstningen, som overgiver sig den 28. september, var de sidste store polske forsvarsstillinger elimineret. Den 6. oktober overgiver de sidste spredte polske enheder sig ved byerne Kock og Lublin.

Fra et Wehrmacht synspunkt forløb ”Blitzkrieg” mod Polen positiv. De egne tab var, med cirka 10.600 døde, 30.000 sårede og 3.400 savnede relativt små. Den polske hær mistede i alt 120.000 soldater i kampen mod Wehrmacht og den Røde Hær, mens 917.000 havnede i fangenskab.

Det polske nederlag blev beseglet den 17. september 1939, da to af den Røde Hærs armeer angreb det østlige Polen. I henhold til aftalerne i ”Hitler-Stalin-pagten” rykkede de sovjetiske enheder vestpå til en linje der fulgte floderne Narew, Wisla og San for at tilbageerobre de områder, man mistede til Polen i 1920. Ligeledes den 17. september, flygtede den polske regering til Rumænien. I Paris danner General Władysław Sikorski den polske eksilregering.

Den 28. september underskriver den tyske udenrigsminister (Reichsausenminister) Joachim von Rippentrop i Moskva den tysk-sovjetiske grænse- og venskabsaftale (Deutsch-Sowjetischer Grenz- und Freundschaftsvertrag), som er et supplement til Hitler-Stalin-Pagten – et dokument der formelt deler Polen i to. Med delingen mistede Polen sin eksistens som selvstændig stat. Cirka halvdelen af den tysk besatte del af Polen bliver indlemmet i det Tredje Rige, som to selvstyrende områder Danzig-Westpreussen og Wartheland, mens ”Restpolen” bliver omdannet til ”Generalgouvernement” - et brutalt besættelsesregime under ledelse af generalguvernør Hans Frank, der bliver ansvarlig for mordene på hundredtusindvis af polakker.

Retur til "2. VERDENSKRIG: KORT FOTALT".....her

SPØGELSESKRIGEN

På trods af de britiske og franske krigserklæringer mod det Tyske Rige to dage efter det tyske overfald på Polen, er situationen på vestfronten præget af militær passivitet. Politisk fulgte Paris og London deres respektive hjælpeaftaler med Polen, med krigserklæringerne den 3. september 1939 – de to stormagter afholdt sig dog fra en militær offensiv Tyskland, der ville kunne have aflaste deres allierede i øst. Efter mobiliseringen i august 1939 rådede den franske hær over godt 90 slagkraftige divisioner med over 2.700 kampvogne. Den franske hærs øverstbefalende Maurice Gamelin overvurderede imidlertid Wehrmachts, og især Luftwaffes reelle styrke – han betragtede de til rådighed stående franske tropper, som utilstrækkelige til en vellykket offensiv.

Derudover betragtede Gamelin, den endnu ikke afsluttede tyske Siegfried-linje som uovervindelig, skønt den i efteråret 1939 kun var forsvaret af et par relativt dårligt udrustede reservedivisioner. Helt i overensstemmelse med den franske hærs defensive militære doktrin, forblev langt størstedelen af de 20 franske divisioner i deres forsvarsstillingerne bag Maginot-linjen. Frankrig ventede på britisk støtte, og satte i stedet sin lid til en omfattende handels blokade mod det råstoffattige Tyske Rige. Samtidig skulle den tekniske opgradering af de franske fly og kampvogne forceres. Det franske initiativ begrænser sig derfor til en håndfuld mindre træfninger ved den fælles grænse med Tyskland. Den 7. september rykker franske tropper ind på tysk territorium mellem Mosel-floden og Pfälzer Wald. Indtil til de franske troppers tilbagetrækning fem uger senere, forsøger Gamelin´s tropper sig med mindre fremstød mellem byerne Saarbrücken og Hornbach, dog uden at det resulterer i nævneværdige træfninger med tyske tropper.

Ret hurtig udvikler spøgelseskrigen (tysk: sitzkrieg, fransk: drôle de guerre, engelsk: phoney war) sig langs den tysk-franske grænse til en gensidig propaganda kampagne. Gennem højttalermeddelelser, enorme plakater, foldere og flyveblade trykt i million oplag, forsøger allierede og tyskere at svække modstanderens moral. Karikaturer af Hitler eller skildringer af Winston Churchill som en kriminel, har til formål at miskreditere de respektive landes politiske ledelser. Hovedtemaet for den nazistiske propaganda er det latente fransk-britiske fjendskab. Skildringen af britiske mænd, der hygger sig med franske kvinder skulle skabe en mistillid til deres allierede Storbritannien, der blot brugte Frankrig som håndlanger, og ikke selv bidrog synderligt til kampen mod Nazi-regimet. Faktisk var den franske regering relativ kritisk overfor den - efter deres mening - langsomme indsættelse af britiske tropper og fly. I begyndelsen af oktober 1939 var fire britiske divisioner ankommet til Frankrig, et tal der i maj 1940 var steget til femten, desuden sendte Royal Air Force 456 fly, næsten en tredjedel af den samlede styrke.

Den allierede passivitet gjorde det muligt for den tyske hærledelse, at tage initiativet og udruste deres enheder, som i mellemtiden var flyttet fra Polen til det Tyske Riges vestlige grænse. Allerede i efteråret 1939 havde Adolf Hitler udarbejdet planer for et angreb på Frankrig. Felttoget, der oprindelig var planlagt til november, blev gentagne gange udsat på grund fa vejret og et forskelligt syn på angrebsplanerne blandt Wehrmachts generaler. Den franske strategi, der som bekendt var begrænset til at sikre sit eget territorium, gav Erich von Manstein mulighed for at udarbejde ”Sichelschnitt”-planen, der med succes blev implementeret i Wehrmachts såkaldte ”Westoffensive” i foråret 1940.

Retur til "2. VERDENSKRIG: KORT FOTALT".....her

WEHRMACHTS OFFENSIV I VEST

(Teksten i dette afsnit er hentet i den militærhistoriske rejseguide "Normandiet 1944 - en militærhistorisk rejseguide til D-dag og invasionkysten"....du kan læse meget mere om den 438 sider store DANSKE rejseguide her)

Efter det vellykkede, tyske felttog i Polen, og efter adskillige måneder med ”spøgelseskrig” langs den tysk-franske grænse, som franskmændene hånligt kaldte ”drôle de guerre” (den besynderlige krig), indledte Wehrmacht den såkaldte ”Westoffensive” den 10. maj, hvor de neutrale lande Holland, Belgien og Luxemborg blev besat.

Den 14. maj 1940 brød tyskerne igennem de franske stillinger ved Sedan, og dagen efter fulgte Hollands kapitulation. Den 20 maj havde de tyske panserstyrker nået kanalkysten. En manøvre, der blev kendt som ”Sichelschnitt” (Seglsnit) manøvren, skilte de franske tropper fra deres britiske og belgiske allierede. Den overraskende hurtige, tyske fremrykning, førte til militærhistoriens hidtil største belejring, da den allierede hovedstyrke på flere hundrede tusinde mand, i Belgien og langs den Nordfranske kanalkyst, blev omringet. En uge senere, den 28. maj kapitulerede Belgien, hvor hærchefen i form af Kong Leopold III, sammen med den øvrige royale familie blev sat i husarrest på Château de Laeken i udkanten af Bruxelles.

Selv Hitler og den øvrige del af den tyske hærledelse, var overrasket over særligt panserstyrkernes hurtige og stort set problemfrie tyske fremrykning. Den hurtige og succesfulde fremrykning førte til uenighed mellem Hitler og hans Oberbefehlshaber des Heeres (kort OBdH), Generaloberst Walther von Brauchitsch. Mens Hitler var stemt for en lidt mere tøvende og forsigtig taktik, krævede Walter von Brauchitsch et altødelæggende angreb fra de tyske panserstyrker, mod de isolerede, allierede enheder.

Den 24. maj 1940 mødtes Hitler med chefen for Hærgruppe A (Oberbefehlshaber der Heeresgruppe A), Generaloberst Gerd von Rundstedt i dennes hovedkvarter. På mødet blev Hitler orienteret om Walther von Brauchitschs ordre til en omorganisering af hærgrupperne. En ordre Hitler endnu ikke var gjort bekendt med, og han udstedte derfor en omgående stopordre. Tilliden til von Rundstedt var størst. Von Rundstedt fik derfor fuldmagt til at udsætte Hærgruppe A’s angreb på de belejrede allierede styrker, så længe han fandt det formålstjenligt.

Hitlers stopordre havde dog en positiv effekt på de belejrede, allierede enheder. Stopordren betød, at talrige enheder fra British Expeditionary Force (kort BEF) samt franske enheder kunne trække sig tilbage til havnebyen Dunkerque. Fra byens havn og de nærliggende strande skulle de slagne tropper evakueres fra søvejen og fragtes hjem til England. Da Hitler fik nys om de britiske evakueringsplaner, gav han ordre til en omgående fremrykning af alle disponible panserstyrker mod Dunkerque. For tyskerne var kostbar tid dog gået tabt.

I de tidlige aftentimer, den 26. maj 1940 indledte briterne den storstilede evakueringsplan, med kodeordet Operation Dynamo. På en hastigt samlet flåde, bestående af 860 fartøjer i alle afskygninger, lykkedes det dem frem til den 4. juni 1940, til trods for gentagne tyske luftangreb, at evakuere 338.226 soldater (198.229 briter og 139.997 franskmænd). Trods denne operations succes, måtte alt det tunge udstyr efterlades og adskillige tusinde franske soldater blive tilbage i lommen ved Dunkerque. Seks britiske og tre franske destroyere, blev sammen med ni store skibe sænket. Hertil kom at 19 destroyere blev beskadiget, mens mere end 200 af de allierede fartøjer blev sænket, og lige så mange beskadiget.

Indtil Operation Dynamo var afsluttet, var prognoserne dystre. Den britiske premierminister Winston Churchill havde advaret Underhuset om, at man måtte forvente hårde og deprimerende nyheder. Senere omtalte Churchill resultatet som et mirakel. Mens den britiske presse fremstillede evakueringen som en katastrofe, der blev vendt til triumf. Pressens formulering havde så stor effekt, at Churchill i en tale i Underhuset den 4. juni 1940 måtte huske landet på, at; ”vi må være meget omhyggelige med ikke at give denne redning karakter af en sejr. Krige vindes ikke ved evakueringer”. Churchill lovede i samme tale, at ”vi vender tilbage” – og det gjorde han – næsten på dagen, 4 år senere, den 6. juni 1944 satte britiske tropper, sammen med franske, canadiske og amerikanske tropper igen foden på fransk jord, i historiens største amfibiske landgangsoperation.

Den vellykkede evakuering ved Dunkerque, gav den britiske moral et boost. Dermed var muligheden for, at briterne ville slutte fred med Nazityskland aflivet. Briterne havde stadig muligheden for at forsvare sig mod en mulig tysk invasion. Derfor blev langt de fleste af de reddede britiske tropper indsat i forsvaret af Storbritannien. Da først truslen om en tysk invasion blev mindre blev de overført til andre operationsområder og dannede således kernen i den hær, som vendte tilbage til Frankrig i 1944.

Flere højtstående tyske officerer, som f.eks. generalerne Erich von Manstein og Heinz Guderian, anså den tyske overkommandos undladelse af at beordre et angreb på Dunkerque i tide, og dermed én gang for alle at ødelægge resterne af BEF, for at være blandt de største fejltagelser, tyskerne begik overfor de Vest-allierede under 2. verdenskrig.

Retur til "2. VERDENSKRIG: KORT FOTALT".....her

FREMRYKNINGEN GENNEM ARDENNERNE

Den såkaldte ”Sichelschnitt”-plan, der var dæknavnet for den planlagte offensiv mod Frankrig, blev udarbejdet af Generalleutnant Erich von Manstein i løbet af efteråret 1939, og indeholdt to faser: Når de allierede tropper i Belgien og det nordlige Frankrig var omringet, skulle pansrede tyske enheder svinge mod syd og her konfrontere det ventede fransk modangreb, og efterfølgende omringe den franske hovedstyrke fra vest. For at sikre en vellykket gennemførelse af planen og ikke mindst opretholde overraskelsesmomentet overfor fjenden, havde von Manstein udset sig området mellem floderne Sambre og Mass i Ardennerne.

Mansteins plan var yderst risikabel og blev indledningsvis afvist af Oberkommando des Heeres (hærens overkommando) under Walther von Brauchitsch. Fremrykningen med lukkede kampvognsformationer gennem det uvejsomme og skovklædte område i Ardennerne, blev af von Brauchitsch betegnet som uegnet terræn til motoriserede køretøjer. Den 10. maj 1940 indledte tyskerne angrebet, hvor det ret hurtigt lykkes for Heeresgruppe A, anført af Generaloberst Gerd von Rundstedt, at vinde terræn. De få anlagte veje gennem Ardennerne var forbeholdt de hurtige kampvognsformationer, mens infanteriet måtte nøjes med det der var tilbage.

På deres vej bliver Wehrmacht kun mødt af ringe modstand. Selvom der er etableret mere end 60 vejspærringer i Luxembourg, så har det lille hertugdømmes blot 1.300 lettere bevæbnede politibetjente fået ordre på, ikke at yde modstand. Hovedkontingentet i den belgiske hær er stationeret i den østlige del af landet, langt væk fra Ardennerne. Franskmændene, der sætter deres lid til, at det kuperede og skovklædte terræn i Ardennerne vil udgøre en naturlig hindring, og derfor blot har placeret 18 divisioner langs Ardennerne og det midterste frontafsnit. Den franske hær bliver taget med bukserne nede, da de 45 divisioner i Heeresgruppe A vælger netop det terræn.

Den 13. maj har enheder fra den tyske 4. og 12. Armee nået Meuse flodens vestlige bred mellem Dinant og Sedan. Samme dag krydser Generaloberst Heinz Guderians pansrede enheder Meuse-floden ved Sedan, samtidig krydser tyske tropper også floden nord for Charleville og Monthermé. Efter gennembruddet i Ardennerne, er det franske bagland så langt som til Kanalkysten åbent terræn for tyske operationer.

Retur til "2. VERDENSKRIG: KORT FOTALT".....her

SLAGET OM FRANKRIG

(Teksten i dette afsnit er hentet på i den militærhistoriske rejseguide "Normandiet 1944 - en militærhistorisk rejseguide til D-dag og invasionkysten"....du kan læse meget mere om den 438 sider store DANSKE rejseguide her).

Med besættelsen af Holland og Belgien var den første fase af den tyske offensiv i vest officielt afsluttet. Under dæknavnet ”Fall Rot”, indledte Wehrmacht den 5. juni 1940 den anden fase af offensiven - slaget om Frankrig. De mange kampe, tilfangetagelser og evakueringen ved Dunkerque, havde på dette tidspunkt kostet den franske hær 250.000 mand - ti procent af dens samlede styrke – dertil kom, at store dele af det evakuerede britiske ekspeditionskorps manglede til forsvaret af landet. Under svækkelse af Maginot-linjen, flyttede den øverstbefalende for de allierede styrker, Général d’armée Maxime Weygand, adskillige enheder til en hastigt improviseret forsvarslinje (Weygand-linje), langs floderne Somme og Aisne.

anført af yderst effektive pansrede enheder, trængte Generaloberst Fedor von Bocks, Heeresgruppe B, på tredjedagen af angrebet frem til Seinen ved Rouen. Næsten samtidig havde Generaloberst Gerd von Rundstedts, Heeresgruppe A, krydset Aisne-floden, og var nu på vej mod Marne-floden, nordøst for Paris. Efter det tyske gennembrud af Weygand-linjen, var den franske hær ikke længere i stand til, at etablere en ny, samlet forsvarslinje. Massive angreb fra Luftwaffe og enorme flygtningestrømme lukkede vejene, som gjorde det umuligt for den franske hær at gennemføre en koordineret tilbagetrækning. Derudover var der tegn på opløsning, i flere af hærens enheder.

Mens landets hovedstad, Paris, blev erklæret for åben by i et forsøg på, at undgå ødelæggelser, rykkede Heeresgruppe C, under ledelse af Generaloberst Wilhelm Ritter von Loeb, mod sydvest. I nordøst, nær Saarbrücken brød 1. Armee gennem Maginot-linjen, mens et andet afsnit af forsvarslinjen, nord for Colmar, blev gennembrudt af 7. Armee. Den 17. juni når Generaloberst Heinz Guderians pansrede enheder, grænsen til Schweiz. Dermed var Maginot-linjen og en stor del af den franske hær omringet. Samme dag anmoder den franske Ministerpræsident, Henri Philippe Petain, den tyske hærledelse om våbenhvile. Den franske modstand var endegyldigt brudt.

Retur til "2. VERDENSKRIG: KORT FOTALT".....her

WEHRMACHTS INDMARCH I PARIS

(Teksten i dette afsnit er hentet i den militærhistoriske rejseguide "Normandiet 1944 - en militærhistorisk rejseguide til D-dag og invasionkysten"....du kan læse meget mere om den 438 sider store DANSKE rejseguide her).

Efter at være brudt igennem de franske forsvarslinjer ved floderne Somme og Aisne, nåede slagkraftige kampvognsenheder fra Heeresgruppe B den 8. juni 1940 Seinens nedreløb, nær Rouen. Samtidig rykkede Heeresgruppe A frem mod Marne-floden, nordøst for Paris. Med de tyske tropper stående foran portene til Paris, trak den franske regering sig, over Tours, i hast tilbage til Bourdeaux. Indtagelsen af Paris blev tildelt Generaloberst Georg von Küchler og hans 18. Armee. Inden da havde cheferne i 18. Armee via en forhandler sikret sig, at den franske 7. Armee havde evakueret den franske metropol. Således kunne Wehrmachtenheder, uden kamp, den 14. juni 1940, rykke ind i den tilsyneladende øde, franske metropol.

Indtagelsen af Paris havde ingen strategisk betydning, men havde udelukkende symbolsk værdi. Med indmarchen i Paris kunne Wehrmacht demonstrere, at det Tyske Riges militære triumf over arvefjenden Frankrig var nært forestående. Ved Arc de Triomphe (Triumfbuen) beskuer Generaloberst von Kücler og chefen for Heeresgruppe B, Fedor von Bock den forbimarcherende 18. Armee. Paraden er dog relativ beskeden og giver ikke Hitler den udenrigspolitiske prestige, han havde håbet på og ønsket sig. Frankrig havde endnu ikke kapituleret, derfor var der stadig behov for de tyske soldater og kampvogne på krigsskuepladsen. Hvad den kejserlige, tyske hær, forgæves havde forsøgt i fire tabsrige år, under 1. Verdenskrig, lykkedes Wehrmacht på mindre end en måned. Ingen tysk soldat ville derfor miste muligheden for at lade sig forevige foran byens vartegn – Eiffeltårnet. Paris havde, særligt på grund af de mange underholdningsmuligheder, en næsten magisk tiltrækningskraft på de tyske soldater. Således måtte de militære myndigheder i de følgende måneder indføre en streng regulering af antallet af Wehrmachtmedlemmer, som måtte besøge byen.

Retur til "2. VERDENSKRIG: KORT FOTALT".....her

VÅBENHVILEN

SLAGET OM ENGLAND

INVASION AF ENGLAND

INVASIONEN I NORMANDIET

BEFRIELSEN AF FRANKRIG