Året 1939

Efter et tysk iscenesat "polsk" angreb på en radiosender ved Gleiwitz, indleder tyske styrker under kodenavnet ”Fall Weiss” angrebet på Polen i de tidlige morgentimer den 1. september 1939. I to kileformede angrebsbølger rykker Heeresgruppe Süd (Generalfeldmarschall Gerd von Rundstedt) og Heeresgruppe Nord (Generalfeldmarschall Fedor von Bock) ustoppeligt mod landets hovedstad Warszawa. På mindre end fem uger har den teknisk højt udrustede tyske hær besejret Polen. Wehrmachts fremmarch i Polen er kendetegnet af en grusom brutalitet. På deres vej dræber ikke kun tyske tropper, men også såkaldte ”Einsatztruppen” fra Sipo (Sicherheitspolizei) og SS et stort antal polske civile og krigsfanger. Påskuddet for de koldblodige henrettelser, er ifølge Wehrmacht polske frihedskæmperes angreb på tyske tropper, samt mord og voldtægter begået af polakker mod tyske civile.

Året 1940

I løbet af foråret og forsommeren 1940 breder krigen sig til Nord- og Vesteuropa. Uagtet de britiske planer om en besættelse af Norge, der bl.a. skal sikre en håndhævelse af den økonomiske blokade mod Tyskland, havde Oberkommando der Wehrmacht fra krigens start lagt planer for en tysk besættelse af Norge, der ikke kun havde en militærstrategisk betydning men også havde stor betydning for den tyske krigsindustri. Af frygt for, at de allierede ville bide sig fast i Skandinavien før tyskerne, indleder Wehrmacht den 9. april 1940 besættelsen af Norge, da syv tyske divisioner landsættes langs den norske kyst. For at sikre forsyninger og adgangen til Østersøen bliver også Danmark besat. Mens der i Danmark kun ydes regulær modstand i Sønderjylland, er situationen en helt anden i Norge. I to måneder yder seks norske divisioner, støttet af britiske, franske og polske enheder indædt modstand mod den militære overmagt. Særligt i kampene omkring Narvik lider den tyske flåde betydelige tab. 

Den 5. juni 1940 indledes anden fase af offensiven i vest, der bliver kendt som Slaget om Frankrig. Over en bred front rykker Wehrmacht mod syd og sydøst. Den 9. juni når de første tyske enheder Seinen. Fem dage senere følger Wehrmachts indmarch i Paris. Inden da er den franske regering flygtet til Bordeaux. I retning af Schweiz fremrykkende tyske panserenheder støder fra vest frem mod Maginot-linjen ved Alsace-Lorraine, samtidig lykkes det Heeresgruppe C (Wilhelm Ritter von Leeb), via Oberrhein at bryde igennem de franske stillinger fra øst, således er hjertet i den franske hær omringet. Den håbløse militære situation fører til, at den franske regering den 17. juni 1940 anmoder om våbenhvile. Fem dage senere underskrives våbenstilstandsaftalen i Compiègne-skoven. Aftalen betyder at to-tredjedele af Frankrig inklusive de vigtige industribyer i nord kommer under tysk besættelse, mens den sidste tredjedel et ubesat område mod syd bliver underlagt Vichy-regimet. I London danner Charles de Gaulle den franske eksilregering.

Året 1941

For året 1941 kræver Hitler, at det oprindeligt for efteråret 1940 planlagte angreb på Sovjetunionen og erobringen af ”Lebensraum im Osten” iværksættes. På anmodning fra Benito Mussolini bliver den tyske hærledelse imidlertid tvunget til, at undsætte deres italienske allierede, der er voldsomt presset i Nordafrika. For ikke at overlade Middelhavet og den sårbare sydeuropæiske flanke til briterne, lander det tyske Afrikakorps i februar i den libyske hovedstad Tripoli. I den indledende fase af Afrikafelttoget rykker italienske og tyske enheder under ledelse af Erwin Rommel mod øst, hvor de bliver mødt af overlegne britiske styrker. Mod årets slutning har voldsomme britiske angreb presset Rommels Afrikakorps tilbage til udgangspositionen.

På få dage er det russiske luftvåben, og endnu før flyene er kommet i luften, næsten fuldstændig udslettet. I de første uger lykkedes det tyske kampvognsenheder i enorme slag, såkaldte ”Kesselschlachten”, at besejre store dele af den Røde Hær. Hundredtusindvis af soldater havner i tysk krigsfangenskab, kun få overlever opholdet i de improviserede lejre, hvor der er mangel på alt.

I løbet af sensommeren er de baltiske lande, store dele af Ukraine og Hviderusland besat, hvis enorme landbrugsarealer skal sikre fødevareforsyningen i Det Tredje Rige. I Ukraine hyldes Wehrmacht indledningsvis som befrier fra stalinist tyranniet.  

Året 1942

Krigen, der på dette tidspunkt stort set kun udspiller dig i Europa udvides ved årsskiftet 1941/42 til en verdenskrig. Fire dage efter det japanske angreb på Pearl Harbor, erklærer Hitler, der fuldkommen overvurderer den militære situation, USA krig. Med de Forenede Staters indtræden i krigen, med dets overlegne potentiale i våben og materiel, samt den forventede landsætning af amerikanske tropper i Europa, får krigen på østfronten en helt anden betydning.

I Nordafrika må det tyske Afrikakorps i starten af november, indlede en omfattende tilbagetrækning.

Indtil foråret 1942 lykkedes det kun tyskerne under voldsomme tab, at forhindre et sammenbrud på østfronten. Siden januar har tyske tropper været omringet ved Kholm og Demjansk. Mod slutningen af juni indleder Heeresgruppe Süd den store ”Sommeroffensive” der skal sikre erobringen af Sevastopol og de kaukasiske oliefelter. Efter en taktisk tilbagetrækning fra den Røde Hær, lykkes det ikke kun Heeresgruppe Süd at nå floderne Don og Volga, men også at støde dybt ind i Kaukasus. I sensommeren 1942 når den tyske ”landvinding” sit højdepunkt, før krigslykken vender. Den 22. november har den Røde Hær omringet den tyske 6. Armee ved Stalingrad, der bliver kendt som ”Kesselschlacht von Stalingrad”. Mangel på tropper og katastrofale forsyninger gør, at et tysk redningsforsøg i december mislykkes. Samtidig er også de tyske enheder i Kaukasus regionen på retræte.

De allierede massebombardementer, som indledningsvis har været koncentreret omkring byer som Düsseldorf, Essen og Köln i Ruhr-området, spreder sig fra starten af året til hele Tyskland. Amerikanske angreb i dagtimerne og britiske angreb efter mørkets frembrud præger hverdagslivet i de tyske storbyer. Trods omfattende evakueringer er luftangrebene skæbnesvangre. Alene i angrebet på Hamburg, som blev udført i slutningen af juli og starten af august 1943, anslås det, at mellem 60.000 og 100.000 civile mistede livet.

På østfronten er Wehrmacht permanent i defensiven. Den tyske tilbagestrækningsstrategi der blev døbt ”verbrannte Erde” (den brændte jord). Det meningsløse forsvar af stillinger, som alligevel ikke ville kunne holdes, bliver kun lejlighedsvis afbrudt af sporadiske modoffensiver. Også Wehrmachts sidste storoffensiv ”Operation Zitadelle”, som fører til 2. verdenskrigs største panserslag ved Kursk, bliver efter få kilometer hængende i et strategisk velkoordineret russisk forsvar. Umiddelbart efter den fejlslåede tyske storoffensiv, indleder den Røde Hær deres sommeroffensiv i det sydlige frontafsnit mellem det Azovske Hav og Dnepr, hvor det flere steder lykkes russiske enheder, at bryde igennem de tyske forsvarsstillinger og trænge dybt ind i tysk kontrolleret område. I begyndelsen af november har den Røde Hær tilbageerobret store dele af Ukraine, inklusive Kiew.

I modsætning til Sovjetunionen rådede Det Tyske Rige stort set ikke over væsentlige reserver, hverken menneskelige eller materielle. Udmattelse, dårlig forplejning og enorme forsyningsproblemer fører til at kampmoralen blandt de tyske infanterister falder dramatisk. Derudover måtte Wehrmacht enheder, efter den tysk-italienske kapitulation i Nordafrika (maj) og den allierede landgang på Sicilien (juli), flyttes fra østfronten til Italien for at stabilisere den sydlige europæiske flanke.

I juli fjernes Benito ”Il Duce” Mussolini fra magten i det krigstrætte Italien, som tre måneder senere erklærer Tyskland krig. Dermed står Wehrmacht alene tilbage i Italien, og må klare sig uden den tidligere forbundsfælde i kampen mod de fremrykkende allierede.

Året 1944

Samtlige fronter skubbes i 1944 tættere mod Det Tyske Rige. Som en direkte konsekvens af Wehrmachts nederlag på nederlag, mister Tyskland den ene forbundsfælde efter den anden; Rumænien (25. august), Bulgarien (8. september), Finland (19. september). I en sidste øjebliks manøvre lykkedes det at bibeholde Ungarn som allieret. Også den tyske befolkning begyndte at tvivle på NS-regimets ellers utrættelige ”Endsieg” propaganda. End ikke Hitlers ”Wunderwaffen” - de annoncerede V-raketter, eller den desperat indkaldte ”Volkssturm” kunne ændre på den håbløse militære situation.

Det stadig mere tydelige truende tyske nederlag sætter de regimefjendtlige sammen sværger i Wehrmacht under et betydeligt tidspres, hvis der skal være noget at ”handle” med under våbenhvile forhandlingerne efter det planlagte kupforsøg.

I vest indleder de allierede den 6. juni invasionen i Normandiet. Efter mere end to måneders indædte kampe, sætter 1,5 million allierede soldater i slutningen af august, godt støttet af sabotage aktioner fra Résistance (den franske modstandsbevægelse) og et suverænt luftherredømme ustoppeligt kursen mod Tyskland. Efter befrielsen af Frankrig, indleder de allierede i midten af september Operation Market Garden, der skal sikre erobringen af over de største floder i det tyskbesatte Holland og dermed bane vejen for en tidlig erobring af Ruhr-området. Erobringen af broerne over Rhinen ved Arnhem og Nijmegen mislykkedes dog. Nok blev Aachen den 21. oktober, som den første tyske storby erobret af amerikanerne. Et endegyldigt gennembrud ved den tyske rigsgrænse glippede dog. Ved at indsætte alle tilgængelige reserver, lykkedes det Wehrmacht ved vinterens begyndelse, at stabilisere fronten fra den schweiziske grænse til Westwall. I et sidste desperat forsøg på, at ændre slagets gang i vest, indleder Ober Kommando der Wehrmacht i midten af december forgæves en stort anlagt offensiv i Ardennerne.

Året 1945

Trods den tyske hærledelses vedholdende paroler om, at holde ud til sidste mand, kan de tyske forsvarsstillinger intet stille op mod overmagten i både mandskab og materiel. Selvom et tysk nederlag synes uundgåeligt, er der ikke tegn på opløsning i den tyske hær. Kampkraften og ikke mindst kampmoralen er dog voldsomt svækket i samtlige tyske enheder.

I vest havde de allierede i starten af marts etableret et brohoved vest for Rhinen, som strakte sig fra Remagen i syd til Wesel i nord. Med de allierede stående ved porten til den tyske våbenindustris hjerte – Ruhr-området, udstedte Hitler ”Nero-befalingen” som omfattede en fuldstændig ødelæggelse af alle industri-, trafik- og forsyningsfaciliteter. En ordre der blev ignoreret af de tyske generaler. Den 18. april kapitulerede 325.000 Wehrmacht soldater, der siden 1. april havde været belejret i den såkaldte ”Ruhr-Kessel”. I midten af april havde de allierede erobret stort set hele det nordvestlige rigs-område, som strakte fra Wittenberge i nord over Magdeburg og Leipzig til Nürnberg i syd. Den 25. april mødtes amerikanske og russiske tropper i byen Torgau ved Elben. 

Propagandabilledet af bolsjevikkerne og grusomhederne, som sovjetiske soldater begik mod tyske civile udløste i vintermånederne 1944/45 en gigantisk masseflugt. Med den Røde Hær i hælene flygtede i hundredetusindevis af civile fra Østpreussen, Pommern og Schlesien mod det vestlige rigs-område.

Langs hele østfronten, mellem Memel (i dag Klaipėda i Litauen) og Karpaterne indleder den Røde Hær en omfattende vinteroffensiv. Få uger senere har de russiske styrker nået floderne Oder og Neisse. Den 16. april begynder de indædte kampe om Berlin, en kamp som Hitler i sin vrangforestilling tror kan vindes med et sidste kontingent af Hitlerjugend knægte og dårligt udrustede Wehrmacht soldater. Det er først da den Røde Hær er et par hundrede meter fra Rigskancelliet, at situationens alvor går op for ham. Om aftenen den 30. april begår Hitler selvmord.

I et forsøg på at få det størst mulige antal Wehrmacht-medlemmer og flygtende civile ind i det vestlige rigs-område, stræber Grossadmiral Karl Dönitz, der er udnævnt til Hitlers efterfølger, efter en strategi med en delvis kapitulation overfor de vestlige allierede. Kapitulationen af de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark finder sted den 4. maj i den britiske hærchef Bernhard L. Montgomerys hovedkvarter ved landsbyen Wendisch Evern på Lüneburger Heide. Efter et massivt pres fra de allierede, underskriver Generaloberst Alfred Jodl tre dage senere den betingelsesløse kapitulation – det sker i den nordfranske by Reims. En seance som gentages den 8. maj i det russiske hovedkvarter i Berlin-Karlshorst, hvor chefen for Oberkommando der Wehrmacht, Wilhelm Keitel underskriver den betingelsesløse kapitulation.