"Eventyret venter den, som forstår at gribe det"

SLAGET VED CHEMIN DES DAMES

I perioden fra den 15. til den 19. marts 1917 gennemførte den tyske overkommando ”Operation Alberich”, en plan udtænkt af General Erich Ludendorff. Operationen var et strategisk tilbagetog – nogle steder på op til 70 kilometer - fra frontlinjen mellem Arras og Soissons til Siegfried stillingerne. Ludendorff, der var en elsker af germansk mytologi, havde valgt navnet på den usynlige dværg Alperich fra Nibelungen-sagaen til sin plan. Tyskerne opkaldte også den nye, befæstede forsvarslinje efter en helt fra Nibelungen-sagen, der var i stand til at gøre sig usynlig ved hjælp af en kappe; Dragedræberen Siegfried.   

Den minutiøs planlagte og perfekt udførte Operation Alberich havde til formål, at forkorte frontlinjen og opbygge massive forsvarsstillinger bag de positioner, der blev betragtet som uigennemtrængelige. Forsvarsstillinger som bestod af adskillige skyttegrave, enorme områder tilsået med pigtråd, adskillige betonkonstruktioner og maskingeværsstillinger. Tilbagetrækningen blev indledt den 21. februar 1917 med militære foranstaltninger basseret på den ”brændte jords” taktik. Efter at den franske civilbefolkning var fordrevet fra området, blev landsbyerne systematisk mineret, bygninger blev udstyret med dødbringende minefælder, kommunikationsnettet ødelagt og alle træer fældet. På den måde ville Ludendorff fratage de allierede alle muligheder for at etablere kvarterer eller finde husly.   

Den franske generalstab var uvidende om de dødelige fælder, som ventede de franske soldater. Hos de franske hærledere blev den tyske operation indledningsvis tolket som et tegn på svaghed. De allierede fik nu travlt med, at reorganisere de offensive enheder, samtidig undervurderede de allierede rekognosceringsenheder fuldstændig styrken i de tyske forsvarsanlæg. Tyskerne derimod, lykkedes det i de første april dage at få kendskab til de planlagte franske operationer, som dermed havde mistet overraskelsesmomentet.     

Mellem den 6. og 16. april affyrede der franske artilleri næsten fem millioner granater, heraf cirka halvanden million storkalibrerede granater, mod de tyske stillinger. Som en indledning til hovedangrebet udførte de allierede to på hinanden følgende afledningsangreb; den 9. april ved i Arras-Vimy af britiske og canadiske enheder, og den 13. april ved Saint-Quentin af franskmændene selv. Den franske hær planlagde at bruge mere end en million mand i slaget, inklusive 10.000 senegalesiske infanterister og i omegnen af 20.000 russere.   

Infanteriangrebet begyndte den 16. og 17. april i iskoldt vejr, over en frontbredde på mere end 40 kilometer. Et angreb, der endte i et blodigt nederlag, både ved Chemin des Dames og på nabo slagmarkerne i Champagne regionen. De franske infanterister blev ganske enkelt mejet ned af de tyske maskingeværer. På trods af at offensiven blev genoptaget den 5. maj, blev offensiven blot tre dage senere anset som fuldstændig fejlslået. Den 15. maj blev General Neville afløst af Philippe Pétain i spidsen for den franske hær.  

Den 20. maj opstod der mytteri blandt soldaterne i nogle af de regimenter, som havde kæmpet ved Chemin des Dames – et mytteri som omfattede soldater fra 150 forskellige enheder. Soldaterne nægtede at vende tilbage til frontlinjen. Årsagen til oprøret skyldtes ikke kun skuffelsen over den mislykkede offensiv, men også de enorme og fuldstændig meningsløse tab af menneskeliv. Soldaterne ville ikke længere være en del af de formålsløse angreb – som var rene selvmordsaktioner. De franske hærledere slog hårdt og ubarmhjertigt ned på oprørerne – konsekvensen var dog noget mere afbalanceret. Nok blev 450 soldater dømt til døden, men ”kun” 27 af dem blev faktisk henrettet. Den franske præsident Raymond Poincaré gjorde brug af sin ret til benådning. Præsidenten krævede at levevilkårene for soldaterne blev væsentligt forbedret, som rosinen i pølseenden fik de tilmed lov til at holde ferie. De nye tiltag var med til at hæve moralen betydeligt hos de franske soldater, som fra dette tidspunkt og frem til krigens slutning kæmpede nådesløst.

Den 23. oktober, efter et begrænset, men meget godt forberedt angreb, lykkedes det franskmændene, at erobre Fort La Malmaison, vest for for Chemin des Dames. Angrebet var en vigtig militærtaktisk succes, som bekræftede Pétains nye krigsførelse - tilmed var tabene på tysk side langt større. I løbet af den 31. oktober og 1. november 1917 forlod tyskerne deres stillinger ved Chemin des Dames, for at trække sig tilbage til en ny forsvarslinje nord for Ailette floden.   

Nederlaget ved Chemin des Dames, satte en endegyldig stopper for troen på ”store slag”. De franske tab var enorme: 17.000 døde, 20.000 savnede og 65.000 sårede. På tysk side var de samlede tab estimeret til cirka 35.000 mand. De allierede generalstabe udarbejdede efterfølgende en ny måde, at føre krig på. Fokus blev i stedet rettet på begrænsede angreb på mindre frontafsnit, med en større slagkraft. Derudover skulle alle stillinger holdes, indtil de hårdt savnede amerikanske forstærkninger ankom. Den strategi, som Pétain forfulgte, havde til formål at ”industrialisere” krigen gennem øget oprustning. For at begrænse tabene under de fjendtlige artilleri bombardementer, blev det besluttet at lave en helt ny organisation af forsvarssystemet, som bl.a. indebar at forbedre soldaternes mulighed for tilbagetog til sikre linjer i baglandet.  

Langs den godt 30 kilometer lange landevej "Cemin des Dames" findes i dag en række mindesmærker og soldaterkirkegård. Jeg har samlet en god håndfuld seværdigheder langs ruten, som du kan besøge her.