AOK 7´s område

Kyststrækningen i den tyske 7. Armee´s område omfattede de to franske halvøer Normandiet og Bretagne, samt de vest for Normandiet beliggende britiske Kanaløer. Et område der geografisk var afgrænset af hhv. Seinen mod nord, hvor det grænsede op til ansvarsområdet for AOK 15 og ved Loire-floden mod syd, hvor det grænsede op til ansvarsområdet for AOK 1 – områder som hver især var underlagt deres egen kommando – med et par undtagelser; Seinens munding inklusive dens vestlige bred til Orne-flodens munding var således tildelt AOK 15, mens området fra Loire-flodens munding til Pornic var en del af AOK 7´s område. Kystområdet udgjorde den længste forsvarslinje under OB West* – et område, der med undtagelse af De Britiske Kanaløer, og fra 1944 nordkysten af Normandiet - ikke blev prioriteret i tildelingen af forsvarsværker.

Ikke selve kysten, men i stedet den tyske flådes baser (Marinestützpunkte) langs kysten, var ved krigens begyndelse de anlæg som skulle forsvares.  På Kriegsmarines baser i Cherbourg, St. Malo, Brest, Lorient og St. Nazire blev der udover kyst- og flakbatterier opført skibsbunkere, ammunitionsdepoter, olie- og brændstofbunkere samt bygninger til indkvartering af besættelsesmagten og skibsbesætningerne. Kysten mellem disse havne derimod var, med undtagelse af nogle få og meget små støttepunkter, bogstaveligt talt fri kyst; som højst blev forsvaret af mobile divisions batterier i baglandet - udrustet med svagt kalibrerede kanoner.

* = OB West eller Oberbefehlshaber West var betegnelsen på hovedkvarteret for de tyske tropper på Vestfronten under 2. Verdenskrig.

Ej heller Hitlers nok så ambitiøse ”15.000-Bunker-Program” fra efteråret 1942, ændrede i den tyske hærledelses prioritering i forsvaret af Normandiet og Bretagne. Det var først under udførelsen af det såkaldte Schartenbauprogramm*, at nord- og i mindre grad vestkysten af Normandiet, som et potentielt invasionsområde blev fuldt udbygget med kystbatterier, luftværnsvåben og strandhindringer.

* = Schartenbauprogrammet blev gennemført fra oktober 1943 til foråret 1944, efter ordre fra den tyske overkommando om at placere kanoner i bombesikre konstruktioner, som beskyttelse mod luftangreb og/eller beskydning.

Historien om Atlantvolden i 7. Armee´s område, er frem for alt historien om fem fæstninger og Kanaløerne. Arealmæssig var Cherbourg den største af fæstningerne, og med alle tre grene af Wehrmacht repræsenteret i byen eller i det umiddelbare bagland, var det også det fæstningsanlæg som gennemgik den største udvikling. Byens favorable strategiske beliggenhed ud til den Engelske Kanal, med blot 100 kilometer til den engelske sydkyst fik allerede i det 19. århundrede Napoleon I og senere Napoleon III til at forvandle byen og havnen til en maritim befæstning, som et pendant til briternes Portsmouth. Ud over et bælte af mindre forter og fæstningsanlæg på landsiden, blev der opført et næsten fire kilometer langt dige system med forter i havet, som gjorde Cherbourgs havn til en beskyttet ankerplads for flåden. Den tyske besættelsesmagt gjorde brug af de eksisterende anlæg i forsvaret af havnen. På landsiden blev området afgrænset af en halvmåne formet forsvarslinje (ses omtalt som Festung Cherbourg eller Landfront Cherbourg), der blev opført et godt stykke uden for det oprindelige franske bælte af mindre forsvarsanlæg. På det østligste og vestligste punkt af denne forsvarslinje, blev der opført såkaldte ”Stützpunktgruppen”, som blev døbt ”Osteck” og ”Westeck”.

Fra juli 1940 var Marinebatteriet ”Hamburg” med dets 240 mm kanoner, det vigtigste element i forsvaret af havnen i Cherbourg. Batteriet blev opført nær landsbyen Fermanville øst for Cherbourg, og kunne i princippet beskyde hele spidsen af Cotentin-halvøen. Mod slutningen af 1943 blev arbejdet på opførelsen af Batterie Gréville indledt. Batteriet, der var en del af ”Stützpunktgruppe Westeck” skulle udstyres med to skibstårne med to styk 38 mm Skoda SK C/34 kanoner i hvert tårn, og skulle sammen med batteriet Mirus på øen Guernsey, og det planlagte Batterie Paimpol på det bretonske fastland kunne beskyde St. Malo bugten og de britiske Kanaløer. Forberedelserne til arbejdet på Batterie Gréville blev dog afbrudt adskillige gange, indtil projektet, der på dette tidspunkt blot bestod af to enorme betoncylindre der var støbt ind i klipperne, definitivt blev skrinlagt i maj 1944.

Havnen i Cherbourg blev i 1940 udpeget som ”Stützpunkt” for den hurtigbådsflotille som opererede i den Engelske Kanal. Havnen blev derfor i løbet af vinteren 1940/41 udstyret med to ”S-Boot-Bunkere” i hhv. Bassin Avant-Port* og Bassin Napoleon III. Her er der dog tale om provisoriske konstruktioner, bestående af simple hvælvinger i armeret beton, som blev støbt over i forvejen eksisterende tørdoks. I form og udførelse var de dog på ingen måde sammenlignelig med de regulære skibsbunkere.

* = et af disse gamle tørdoks ses stadig på havnen i Cherbourg den dag i dag, dog er betonkonstruktionen fjernet. Du finder det gamle tørdok på dette koordinat: (DMS) 49°38'32.9"N 1°37'18.8"W eller (DD) 49.642460, -1.621895

I umiddelbar nærhed af Maupertus flyvepladsen øst for Cherbourg, befandt sig et af de største radaranlæg overfor den engelske syd kyst. Anlægget, der havde dæknavnet ”Tausendfüssler” var bl.a. udstyret med en Wassermann og Würzburg Riese radar. De øvrige anlæg i Normandiet var ”Distelfink I og II” ved Douvres-la-Delivrande (dette anlæg er et af seværdighederne på Tur 1 i området bag Sword Beach og skildret på side 132 og 133 i bogen; Normandiet 1944 – en militærhistorisk rejseguide til D-dag og invasionskysten”), som også var udstyret med en Wassermann og Würzburg Riese, mens anlægget ”Igel” ved Raz de Percée samt La Pernelle og La Hauge II var Krigsmarine anlæg udstyret med Mamut radarer, slutteligt befandt sig ved landsbyen Auderville et Luftwaffe radaranlæg med dæknavnet ”Ammer” – ligeledes udstyret med en Mamut radar, mens der ved Sortosville-en-Beaumont og Beaumont-Hague var etableret anlæg som husede FuSAn antenner, der indgik i det såkaldte "Knickebein"-system.

I det umiddelbare bagland til Cherbourg blev der i løbet af 1943 og 1944 opført en række affyringsanlæg til V-1 raketten, som pegede mod forskellige mål i Sydengland. I modsætning til anlæggene ved Calais-strædet, blev der kun opført et relativt beskedent antal på Cotentin-halvøen.

Kystområdet på Cotentin-halvøen udenfor ”Festung Cherbourg” blev først i løbet af vinteren 1943/44 skueplads for stort anlagte byggeprojekter. I det såkaldte ”Winterbauprogramm” for vinteren 1943 blev der til byggeprojekter på Atlantvolden i Organisation Todts (OT) ”Oberbauleitung” Cherbourg afsat 170.000 kubikmeter beton, projekter som i forbindelse med det såkaldte ”Sommerbauprogram” fra 1944 fik tildelt yderligere 68.000 kubikmeter beton. Trods et manko på 2.000 mand i forhold til den krævede arbejdsstyrke på 12.200 mand, som det ville kræve at forarbejde de enorme mængder beton, holdt de omfattende byggeplaner stort set tidsrammen.

Langt største delen af de realiserede byggeprojekter som blev til under det såkaldte ”Winterbauprogramm” omfattede bunkere der skulle beskytte kanonerne langs kysten. Byggeledelsen i ”OT-Oberbauleitung Ost”, som var ansvarlig for opførelsen af de mange bunkere i det senere invasionsområde, kunne i begyndelsen af marts 1944 meddele at 39 kanonbunkere* var færdigopførte, mens byggeriet af yderligere 35 kanonbunkere** var planlagt afsluttet i starten af juni 1944. Langt største delen af disse kanonbunkere blev ikke tildelt de ”nye” batterier som f.eks. Longues (4 stk. Regelbau M272) eller Crisbecq (3 stk. Regelbau 683), men i stedet til eksisterende batterier i Normandiet.

* = 6 stk. Regelbau 612, 6 stk. 650, 6 stk. 667, 2 stk. 669, 6 stk. 671, 1 stk. 676, 5 stk. 677, 2 stk. 679, 4 stk. 680 og 1 stk. 683.

** = 2 stk. Regelbau M272, 1 stk. L415A, 6 stk. 669, 6 stk. 671, 2 stk. 677, 2 stk. 679, 3 stk. 683, 4 stk. 688 og 9 stk. SK ”Sonderkonstruktion”.

På denne side finder du et ”mini” portræter på nogle af de mange kystbatterier i AOK7´s område. Klikker du på de enkelte link i kolonnen til højre ledes du videre til det respektive batteri.

De forskellige ”Regelbauten” og de antal, der var opført i den tyske 7. Armee´s ansvarsområde i Normandiet.

Som det allerede er skildret, så bestod Atlantvolden af en række vidt forskellige bunkertyper. Selvom ”Manschaftsunterstände” (mandskabsbunkere) såvel som ”Kampf- und Schartenstände” (kamp- og kanonstillinger) var de bunkertyper som oftest blev bygget, var der brug for en række andre bunkere, som hver især var konstrueret til at skulle udføre en særlig funktion. Når man beskriver de tyske ” Regelbauten” som færdige byggesæt, refererer det bogstaveligt til netop de to nævnte typer, som fandtes i en lang række forskellige afskygninger og i store styktal.

I modsætning hertil, får man ved andre ”Regelbau” konstruktioner det indtryk, at der ofte er tale om unikke konstruktioner – der, selvom de betragtes som standard konstruktioner i ”Regelbau” programmet, kun blev opført ganske få gange. Du kan læse meget mere om de enkelte "Regelbau" bunkere i Normandiet her.

Anti-invasionshindringer

Tyskerne, og i særdeleshed Rommel var overbevist om, at de allieredes landsætninger, når de kom, ville finde sted ved højvande. Ved højvande skulle tropperne krydse det korteste stykke åben stranden, og dermed i kortere tid være udsat for tysk beskydning. Til det formål udtænkte tyskerne en række hindringer, som helt eller delvist kunne skjules af tidevandet. En anden hindring var miner (omkring syv millioner alene langs Normandiets kyst), som sammen med kilometervis af pigtrådsafspærringer i alle afskygninger, skulle hæmme de allierede soldaters fremrykning. Du kan finde yderligere info om de mange  anti-invasionshindringer  langs invasionskysten ved at klikke her.

Kontakt

Om mig

About me

À propos moi