"Eventyret venter den, som forstår at gribe det"
ATLANTVOLDEN
Taget ved lære af erfaringerne fra de tabsrige stillingskrige under 1. verdenskrig, opstår der i 30’ernes Europa talrige militære fæstningsværker. Mellem Amsterdam og Rotterdam opstår ”Festung Holland”, i Frankrig opstår langs den tysk-franske grænse ”Maginot-linjen. Ved opførelsen af de tyske fæstningsanlæg er Hitler selv pennefører. Allerede i juli 1938 skriver han et memorandum med detaljerede skitser af forskellige bunkere. Både ”Westwall” og ”Atlantikwall” er i det væsentlige hans ideer.
I de første måneder af 1938 påbegynder det Tyske Rige byggeriet af Westwall. I maj får Organisation Todt af Hitler til opgave, langs vestgrænsen overfor den franske Maginot-linje”, at opføre den såkaldte ”Siegfriedlinie”. Næsten 23.000 betonkonstruktioner skal afholde Frankrig fra et angreb, når først Hitler marcherer ind i Tjekkoslovakiet. I september 1938 er det første byggeri afsluttet, og Hitler kan på ”Nürnberger Reichsparteitag” i efteråret 1938 stolt forkynde, at 14.000 bunkere er opført, angiveligt for at sikre freden i Europa.
Opførelsen af de mange tusinde bunkere, fører til en optimering af de sædvanlige byggemetoder. I løbet af to år udviklede Todts ingeniører en række standardiserede modeller til Westwall, som blev døbt ”Regelbauten”. Ens for disse modeller var, at de kunne opføres, uden at der skulle tages videre hensyn til terrænet. Konceptet ”Regelbau” muliggjorde således en hurtig udvikling af hele fæstningslinjer, hvor mængden af materialer kunne beregnes på forhånd.
Regelbau konceptet danner altså grundlag for opførelsen af alle tyske forsvarslinjer under 2. verdenskrig. Efter Wehrmachts indmarch i den ubesatte zone, indledes i november 1942 opførelsen af ”Südwall”. Ved østfronten kræver Hitler i sommeren 1943 opførelsen af en ”Ostwall”, og efter den allierede landgang i Italien i juni 1943 opstår i Appenninerne den såkaldte ”Gotenlinie”. Den suverænt største forsvarslinje som Organisation Todt opfører er dog Hitlers ”Atlantikwall”, der strækker sig fra den spanske grænse til nordspidsen af Norge.
Efter det vellykkede felttog i vest, udsteder Hitler i september 1940 ”Kriegsweisung Nr. 16” til forberedelserne af en landgangsoperation i Storbritannien, som får kodeordet ”Operation Seelöwe”. Samtidig bliver Kriegsmarine af Hitler instrueret i, at placere det størst mulige antal svært kalibrerede kanoner, på den modsatte side af Doverstrædet, som med sine kun 31 kilometer er den smalleste del af den Engelske Kanal. Instruksen lyder på, at kanonerne skal indhylles i beton, så de kan modstå selv de voldsomste luftangreb. Selvom den planlagte invasion, efter den tabte luftkrig i ”Slaget om England” blev udsat på ubestemt tid, begyndte de enkelte enheder, at opføre en ”perlekæde” af beton.
I december 1941 er Hitler klar over, at Ishavet-, Nordsøenog Atlanterhavskysten kan være mål for en allieret invasion. Da størstedelen af de tyske tropper er involveret i overfaldet på Sovjetunionen, og Wehrmacht i vest kun råder over relativt svage, statiske enheder, giver han ordre til, at Atlanterhavskysten skal forvandles til en ”ny Westwall”. Over for de skeptiske, tyske generaler erkender Hitler på en konference, at hans største frygt er en allieret invasion i vest, før erobringen af ”Lebensraum” i øst er afsluttet.
Trods enorme anstrengelser, lykkedes det ikke Organisation Todt, at efterkomme Hitlers ønske om opførelsen af 15.000 bunkere før den 1. maj 1943. Selvom Organisation Todt i foråret 1943 forarbejder mere end 600.000 kubikmeter om måneden, bliver det ønskede mål ikke nået. Mangel på brændstof og en eksplosiv stigning i manglen på basale byggematerialer, kombineret med en generel udmattelse i arbejdsstyrken betyder, at kun 40% af de planlagte bunkerne er opført i foråret 1944. Hitlers bombastiske forestillinger kan ikke realiseres på så kort tid.
I november 1943 udnævner Hitler den renommerede Feldmarschall Erwin Rommel til ”Generalinspekteur der Küstenbefestigungen West”. Med et enormt engagement og en ændring af konceptet, retter Rommel fokus på den nordfranske kyst, hvor han forventer, invasionen vil finde sted. I modsætning til Hitler og von Rundstedt forventer Rommel, at invasionen vil finde sted på åbne kystområder og foranlediger derfor en befæstning af strandene med over 1 million strandhindringer. ”Perlekæden af beton” bliver nu en første forsvarslinje, der skal afværge stormløbet på Hitlers ”Festung Europa”.
Trods Wehrmachts og Organisation Todts mange udfor dringer, venter der de allierede ved Atlanterhavskysten, den mest omfattende forsvarslinje siden romernes Limes. I starten af 1944 er næsten 3.000 svære kanoner og mere end 2.000 panserværnskanoner opstillet langs Atlanterhavskysten. Af de 15.000 bunkere Hitler havde krævet, var 8.000 operative, yderligere 4.000 var planlagt. I alt blev der på fire år forarbejdet mere end 10 millioner kubikmeter beton (1 kubikmeter beton vejer ca. 2,35 ton) i Atlantvolden.
Den af Hitler roste forsvarseffekt, som den angiveligt uigennemtrængelige Atlantvold skulle bidrage med, bliver dog anfægtet af Wehrmacht. Mens Hitler selv favoriserer ideen om et ”minimalt antal soldater i permanente fæstningsanlæg”, der skal udligne manglen på tropper med bunkere, støder han dog på modstand hos adskillige generaler, der gentagne gange gør ham opmærksom på, at man ikke kan erstatte den numeriske svaghed med bunkere. Den øverstkommanderende for 15. Armee i Nordfrankrig, Generaloberst Hans von Salmuth hævder i oktober 1943: ”Atlantvolden er ingen mur, snarere en tynd, på mange steder skrøbelig snor, som nogle få steder har faste knuder”.
Udover Rommel og von Rundsteds gentagne kontroverser var også en stor del af det tunge skyts i Atlantvolden uegnet. Wehrmacht havde placeret mere end 100 forskellige kanonmodeller i stillingerne i Atlantvolden, hvor særligt ammunitionsforsyningen skulle vise sig at blive et enormt problem. Dertil kom, at mange af kanonerne i kystartilleriet var ubrugelige i forsvaret mod de svært pansrede flådefartøjer. Af de knapt 2.000 kanoner, var kun 39 udstyret med panserbrydende ammunition, som ville kunne forvolde skade på krigsskibe. Desuden rådede kun cirka tyve kanoner over den fornødne træfsikkerhed. Atlantvolden er altså, hvad angår det tunge skyts, ikke andet end en papirtiger.
Som det var tilfældet under opførelsen af ”Westwall”, iscenesatte Goebbels en massiv propaganda-kampagne, som skulle demonstrere fæstningsværkets uovervindelighed. De offensive ”Grosskampfbatterien”, som Grosser Kurfürst og Batterie Todt ved Cap Gris Nez var idealbilledet på Atlantvoldens styrke, der skulle overbevise befolkningen og resten af verden om, slagkraften i Hitlers ”Festung Europa”. Virkeligheden var dog en helt anden. Flere steder led byggeriet i Atlantvolden under konceptløshed, strid om beføjelser og mangel på materiel, som med den voksende allierede overlegenhed i luften, for alvor spidsede til. Dertil kom, at kanonerne i Atlantvolden var sammensat af intet mindre end 28 forskellige kalibre, mellem 75 og 406 mm, hvor også skibskanoner, russiske, franske og tjekkiske byttevåben, samt museumsegnede modeller fra 1. verdenskrig indgik i forsvaret.
Som tidligere skildret forventede den tyske hærledelse, at invasionen ville finde sted på det smalleste sted af den Engelske Kanal - ved Pas de Calais. Ikke overraskende, befandt sig netop i det område, den største koncentration af forsvarsværker og kystbatterier. Af de 547 kanoner, som Marineartilleriet i Belgien og Nordfrankrig rådede over, var de 132 placeret i området omkring Pas de Calais. Mindre udsatte kystafsnit, herunder også Seine-bugten - det kommende invasionsområde, var væsentligt svagere sikret.
På D-dag kan de tyske infanterister og artillerister, der befinder sig i forreste linje ved Atlantvolden, hverken forhindre eller forsinke invasionen. De er prisgivet overfor den allierede overmagt, i mandskab og ikke mindst materiel. Den 7. juni 1944 strækker de sidste tyske forsvarslommer ved kysten våben - de allierede har gennembrudt Atlantvolden i Normandiet. På mindre end et døgn er de allierede trængt igennem det forsvarsanlæg, tyskerne havde brugt fire år på at opføre. Hitlers ”Festung Europa” var løbet over ende – det angiveligt uovervindelige fæstningsanlæg ved Atlanterhavet viste sig at være det måske største fantom under hele 2. Verdenskrig.
Atlantvoldens struktur
Atlantvolden var sammensat af individuelle, uafhængige ”Stützpunkte” (støttepunkter) i varierende størrelse, som kunne forsvares fra alle sider, og give gensidig ildstøtte. Langt de fleste støttepunkter, bestod af flere bunkere – delvis med en mur- og loftstykkelse på 2 meter armeret beton. Alt efter betydning og størrelse, betegnede man forsvarsanlæggene som: Wiederstandsnest, Stïutzpunkt, Stützpunktgruppe eller Festung. Wiederstandsneste var de mindste forsvarsanlæg, mens Festungen – som havne og havnefaciliteter – var de største. I Seine-bugten, skuepladsen for den allierede invasion, blev Cherbourg, på spidsen af Cotentin-halvøen (mod vest) og Le Havre, med den store industrihavn (mod øst), i januar 1944 erklæret som ”Festung”.
Langs kysten havde Wehrmacht opført talrige kystbatterier, som var bemandet med mandskab fra Heer eller Kriegsmarine. Disse batterier befandt sig i baglandet, nogle kilometer fra stranden, og havde til opgave, at bekæmpe en landgangsflåde, som forsøgte at nærme sig kysten. Hvert batteri bestod typisk af fire til seks kanonbunkere, som var udstyret med kanoner i kaliber 100 til 155 mm. I Seine-bugten, mellem Le Havre og Cherbourg, havde tyskerne placeret adskillige kystbatterier. Fjorten af dem var en decideret trussel for invasionsflåden. Hvert batteri var sikret af et nærforsvarsområde, bestående af maskingevær- og morterstillinger, forbundet med løbegrave og omkranset af pigtråd, minefelter og kampvognshindringer. Indledningsvis var kanonerne placeret på runde, åbne betonfundamenter, beskyttet af en lav betonmur eller mindre jordvolde. De tiltagende allierede luftangreb tvang besættelsesmagten til, trods god camouflering af kanonerne, at anbringe dem i betonerede bunkere. Hertil kom de otte, i baglandet placerede, artilleristillinger. Disse, delvist mobile, kanonbatterier rådede over kraftige kanoner af forskellig kaliber, som kunne beskyde selve stranden og landgangsområdet.
”Widerstandsnestene” (forsvarsreder) derimod, befandt sig i umiddelbar nærhed af kysten, på klippefremspring, i klitterne eller direkte på stranden. De var noget mindre end kystbatterierne, svagere befæstet og udgjorde den første forsvarslinje, som skulle bremse de fremstormende infanterister. En Wiederstandsnest bestod af en til to bunkere, der var udrustet med middelsvært artilleri i kaliber 50 til 88 mm, let antiluftskyts samt en eller flere Ringstände til maskingeværsskytter. Alle stillinger var forbundet via løbegrave.
I foråret 1944 var der mere end 200 af sådanne Stützpunkte og Widerstandsneste i Seine-bugten. Alene ved de fem invasionsstrande havde tyskerne etableret mere end 140 forsvarsanlæg. Langt størstedelen af disse anlæg var færdigbyggede på D-dag, mens andre stadig var under opførelse. På enkelte bunkere var betonen endnu ikke størknet, da de allierede gik i land. Bemandingen på de tyske forsvarsanlæg varierede, og afhængig af størrelse og formål gjorde mellem 20 og 300 mand tjeneste på et enkelt anlæg.
Regelbau konceptet ganske kort
Konceptet som bedst kan sammenlignes med en slags ”typehus for bunkere”, var et ”katalog”, som indeholdt en lang række forudbestemte modeller. Til hver Regelbau model blev der udfærdiget plantegninger, byggereglementer, styklister osv. Når modellen havde forladt tegnebrættet fik den tildelt et individuelt nummer, f.eks.: ”677” og tildelt et navn, i dette tilfælde: ”Schartenstand für 8,8cm PaK 43/41 ohne Nebenräume” (Lukket kanonstilling med åben front til 8,8cm PaK 43/41 uden anneks), altså et slags registreringsnummer som indikerede type og anvendelsesområde. Således kunne man hurtigt sammensætte et forsvarsanlæg, der opfyldte de lokale, strategiske og taktiske krav, uden at der skulle bruges særlig meget tid på projektering og ingeniørberegninger. På grund af de vidt forskellige krav til bunkere og fæstningsværker, blev der udviklet talrige Regelbau-modeller. (Ved krigens slutning var der registreret næsten 700 forskellige modeller). Dertil kom, at særligt Kriegsmarine og Luftwaffe sideløbende havde udviklet deres egne modeller, som underminerede Regelbau-programmets enkelthed og effektivitet.
Et andet problem var den med krigsårene stigende mangel på råvarer. Således blev fæstningsdele f.eks. fjernet fra forsvarsstillinger i Tjekkoslovakiet eller Maginot-linjen og genanvendt i Atlantvolden. Denne blanding af våben og komponenter har resulteret i en imponerende vifte af bunkere, som i dag kan besigtiges langs den franske kyst.
Du kan læse meget mere om de enkelte "Regelbau" konstruktioner i afsnittet, som omhandler "Atlantvolden i Normandiet", som du finder her.
Teksten i dette afsnit er hentet fra siderne 22 til 24 i bogen
"Normandiet 1944 - en militærhistorisk rejseguide til D-dag og invasionskysten"
- en bog du kan læse mere om her.
