"Eventyret venter den, som forstår at gribe det"

SLAGET VED SOMME

Forberedelserne til et af Første Verdenskrigs blodigste slag, tog sin begyndelse godt seks måneder tidligere. Efter at flere franske og britiske offensiver var mislykkedes, planlagde de to vest-magter en fælles storoffensiv.

I krigens første år var det ikke kutyme at Ententemagterne* drøfter, eller sågar koordinerer og planlægger fælles militære operationer. Krigens udvikling i løbet af sommeren 1915 fører dog til, at alliancens militære ledelser anser det som nødvendigt, at der fremadrettet lægges fælles planer for at kunne handle mere effektivt. Af samme grund afholdes den 7. juli 1915 den første Chantilly-konference (den første militære konference, der blev holdt under 1. verdenskrig mellem de allierede magter). Udover den franske øverstbefalende Joseph Joffre, den øverstbefalende for British Expeditionary Force (B.E.F) John French og dennes stabschef William Robertson, deltager også en række andre militære ledere fra Entente-alliancen; den belgiske general Wielemans, den russiske oberst Ignatiev, den italienske oberst Di Breganze og den serbiske oberst Stefanovic. Konferencen ledes af den franske krigsminister Millerand. På konferencen, bliver der indledningsvis, ikke truffet afgørende beslutninger idet hensyntagen til nationale forhold og vidt forskellige omstændigheder ved de enkelte fronter, sætter en stopper for en videre fælles allieret strategi.

Mellem den 6. og 8. december 1915 afholdes den 2. Chantilly-konference. Her diskuteres for første gang, mulighederne for en fælles allieret krigsførelse. For Ententemagterne udvikler krigen sig ikke, som man havde ønsket sig. Den russiske hær lider alvorlige nederlag i øst. Serbien var midlertidig sat ud af spillet på grund af Centralmagternes** succesfulde Serbien-felttog. Ved Gallipoli ender de fransk-britiske operationer i en komplet fiasko. Heller ikke på vestfronten har de igangsatte offensiver den ønskede effekt.

Deltagerne, på den tre dage lange konference, er den franske hærchef Général Joffre, den øverstbefalende for B.E.F., Fieldmarschall Sir John French, generalstabschefen for B.E.F., General Sir Archibald Murry, den russiske general Jakow Schilinski, den italienske vicestabschef general Carlo Porro, Belgiens stabschef general Felix Wielemans og den serbiske oberst Nikola Stefanovic. På førstedagen læser Général Joffre op fra et forberedt protokollat, hvori han bekendtgjorde; at skulle krigslykken vende, måtte storoffensiver på alle fronter planlægges og iværksættes så hurtigt som muligt. På konferencen besluttes det, at der skal planlægges og gennemføres to storoffensiver i sommeren 1916 - Brusilov-offensiven i øst, og et stort og omfattende angreb på de tyske stillinger ved Somme i vest.

Oprindelig var Somme-offensiven planlagt til foråret 1916, men på grund af tyskernes angreb på Verdun, blev angrebsplanen midlertidigt udsat til sommeren 1916. Opmarch området for Somme-offensiven befandt sig i området omkring byerne Gommecourt, Beaumont-Hamel, Thiepval, Barleux, Ablaincourt og Hattencourt. På trods af de mange mislykkede franske og britiske offensiver, holdt hærledelsen fast i den samme angrebsstrategi. Denne gang skulle der dog indsættes langt flere soldater og mere materiel.

Da tyskerne, siden starten af december 1915, havde udbygget og forstærket deres underjordiske stillinger massivt, valgte briterne som forberedelse til offensiven, at opføre en helt ny infrastruktur. Til det formål blev der gravet kilometervis af smalle skytte- og løbegrave, der skulle sikre et naturligere sammenhæng mellem de forskellige enheder. For hurtigere at kunne transportere tropper og materiel, blev der anlagt otte nye jernbanelinjer. Endvidere blev der lagt 80.000 kilometer kabel i det britiske afsnit, samtidig blev mere end 1.500 kanoner kørt i stilling. Forberedelsen på Somme-offensiven stod på i seks måneder.

På grund af de enorme logistiske udfordringer blev angrebsdatoen fastsat til den 1. juli 1916. I alt 24 divisioner, 1.537 kanoner og mere end 2.000.000 granater stod til rådighed.

Allerede i begyndelsen af november 1915 gravede specialister fra B.E.F og 185. Tunnelling Company – der var sammensat af militæringeniører og personer med et indgående kendskab til mineindustri, tunnelsystemer under de tyske stillinger. For enden af hver tunnel blev der anbragt store mængder sprængstof, som skulle kunne fjerntændes på et given tidspunkt. Håbet var, at de enorme mængder sprængstof ville ødelægge de fjendtlige stillinger i en håndevending.

Offensiven begyndte den 24. juni 1916 med et syv dage langt tæppebombardement af de tyske stillinger. I løbet af de syv dage affyrede britisk artilleri mere end 1.500.000 granater mod de tyske stillinger. De tyske soldater trak sig tilbage til de underjordiske anlæg. Forsvarsanlæggene havde tyskerne under de to års besættelse af området, udvidet med underjordiske fæstningsanlæg. Her var de relativt godt beskyttet mod den intense artilleribeskydning. Blev de tyske stillinger ramt af fuldtræffere var tabene voldsomme, men det intense tæppebombardement ødelagde ikke de tyske stillinger fuldstændig.

Da krudtrøgen havde lagt sig, gjorde 13 britiske og 11 franske divisioner sig klar til angrebet. Hver soldat var svært lastet med materiel; skovle, økser, pigtrådsruller, en riffel med bajonet, ammunition, to håndgranater og to gasmasker. Målet var omgående at besætte og sikre de tyske stillinger, som den britiske hærledelse anså for at være ødelagte og forladte. På den måde skulle de tungt lastede britiske soldater storme de tyske stillinger. General Haig var overbevist om, at det syv dage lange tæppebombardement, ikke kun havde ødelagt de tyske stillinger men også de omfattende og sammenfiltrede pigtrådsafspærringer. Selvsikkert noterede Haig i sin dagbog: ”Vejudsigten for i morgen er gunstig....mændene er i fremragende humør...aldrig er pigtråd klippet så grundig....aldrig har et artilleribombardement været så grundig”.
Ved daggry den 1. juli 1916 forlod mere end 100.000 soldater, over en frontbredde på mere end 20 kilometer deres skyttegrave. I en fejlagtig opfattelse af, at man kun ville blive mødt af ringe modstand, indledtes stormløbet på de tyske stillinger. I stedet blev de fremstormende britiske soldater mødt af voldsom tysk maskingeværild. I løbet af den første time havde otte tusinde britiske soldater mistet livet, ved dagens slutning var det tal steget til mere end nitten tusinde. På grund af de enorme tab, betragter briterne stadig den første dag i Slaget ved Somme, som den mørkeste dag i landets militærhistorie. Briterne formåede kun delvist at erobre de tyske stillinger. Langt de fleste blev efter kort tid tilbageerobret af tyskerne. De enorme tab afholdt dog ikke General Haig fra at fortsætte offensiven. Han ændrede dog angrebsstrategi. I stedet for et frontalangreb over en bred front, beordrede han overraskelsesangreb på mindre frontafsnit. Denne ændring førte til drastiske stigninger i de tyske tabstal. Da de forreste tyske stillinger ofte var fyldt til sidste mand, medførte præcise artilleritræffere derfor oftest enorme tab. Også tyskerne ændrede strategi - var en forsvarsstilling tabt, blev der prompte iværksat et, ofte ukoordineret modangreb. En strategi, der førte til endnu en mærkbar stigning i de tyske tab.

Der skulle gå helt frem til den 14. juli, før den britiske hær formåede at trænge flere kilometer ind i det tyske skyttegravssystem. Det lykkedes imidlertid ikke briterne at drage fordel af situationen. De tropper der var nødvendige for at fastholde det ny vundne terræn bevægede sig for langsomt. Tyskerne udnyttede pausen til at stabilisere egne stillinger.

Da tyskerne led stadig større tab under de britiske angreb, valgte tyskerne i løbet af august 1916 igen, at ændre taktik. De forrest stillinger var ikke længere fyldt til sidste mand. I stedet blev mindre og derfor mere fleksible og effektive maskingeværenheder indsat i forreste linje.

Med støtte, fra franske divisioner, forsøgte briterne i løbet af august og september 1916, at opretholde offensiven. Her lykkedes det trods enorme tab, at erobre terræn – om end kun meget begrænset. I et sidste forsøg på at gøre offensiven til en militær succes, valgte briterne i løbet af september at gøre brug af ”tanks”, som kampvogne hed dengang. Indsatsen af det nye våben havde imidlertid ikke den ønskede effekt. Enkelte tanks havarerede på grund af tekniske fejl, mens andre blev ødelagt af tysk artilleri.

De sidste angreb fulgte i slutningen af oktober og begyndelsen af november. Ingen var udbyttet af terræn beskedent. Den 18. november 1916 beordre General Haig offensiven annulleret.

I næsten fem måneder rasede kampene ved Somme. For ingen af de involverede nationer lykkedes det afgørende gennembrud. For selv beskedne gevinster i terræn, blev der, stiltiende, accepteret enorme tab af menneskeliv. I de 141 dage kampene stod på, flyttede den tyske frontlinje sig mindre end 10 kilometer, over en bredde på 35 kilometer. Alligevel følte General Haig sig bekræftet i sine angrebsplaner: Vi har nået vores vigtigste mål.”

Med næsten 1.100.000 million faldne, sårede og savnede betegnes Slaget ved Somme som det tabsrigeste enkelt slag under 1. verdenskrig. Slaget ved Somme er blevet et symbol på de meningsløse menneskeskabte katastrofer i Europas historie.

* = Ententemagterne var under 1. verdenskrig en alliance mellem Storbritannien (Commonwealth), Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland, Japan og Kina.
** = Centralmagterne var en koalition bestående af Kejserrigerne Tyskland og Østrig-Ungarn, det Osmanniske Rige samt Bulgarien,

Kildefortegnelse:

Richard van Emden: The Somme. The Epic Battle in the soldiers own words and photographs
Martin Gilbert: The Somme. Heroism and Horror in the First World War.
Gerald Gliddon: Somme 1916. A battlefield companion.
Paul Kendall: Somme 1916. Success and Failure on the First Day of the Battle of the Somme.
Peter Liddle: The 1916 Battle of the Somme reconsidered.
Jack Sheldon: The German Army on the Somme 1914 – 1916

SLAGMARKERNE I DAG!

Den østlige del af Somme departementet er kendetegnet af adskillige lokaliteter, som mindes et af de største enkelt slag under 1. verdenskrig. Minderuten ”Circuit du Souvenir”, fører den besøgende til de vigtigste mindesmærker: Museer, monumenter og kirkegårde – jeg har sammensat et "KØR SELV" tur forslag til nogle af de væsentligste seværdigheder, som du finder her.