"Eventyret venter den, som forstår at gribe det"

V1 og V2 ANLÆG I NORDFRANKRIG

Appeller der skulle give civilbefolkningen troen på, at Wehrmacht med nye, overlegne våbensystemer rådede over de teknologiske midler der skulle til, for at ændre slagets gang under 2. verdenskrig. I midten af juni 1944 blev de første V-1 (Vergeltungswaffe 1) raketter sendt mod London, noget der udløste en næsten euforisk stemning iblandt den tyske civilbefolkning. Der skulle dog ikke gå lang tid, før euforien blev vendt til skepsis, V-1 raketten havde langt fra den forventede effekt.

I december 1942 fandt de første test af V-1 raketten sted på Heeresversuchsanstalt Peenemünde på øen Usedom i Østersøen. Den 7,73 meter lange og 2.200 kilo tunge (næsten halvdelen var sprængstof) raket, der bedst kan betegnes som et førerløst bombefly, blev udviklet af de to tyske ingeniører Robert Lusser og Fritz Gosslau. Med en hastighed på næsten 600 km/t havde V-1 raketten en rækkevidde på 370 kilometer. Den 13. juni 1944, præcis en uge efter den allierede invasion i Normandiet, blev den første raket affyret mod den britiske hovedstad, London. De første raketter blev affyret fra dertil indrettede affyringsramper, som ”Organisation Todt” havde opført i det nordvestlige Frankrig. Senere blev raketten også affyret fra Heinkel He 111 bombefly (det anslås at op imod 1.600 raketter blev affyret fra fly). V-1 rakettens militære succes var dog relativ beskeden, kun cirka 25 procent af de affyrede raketter nåede destinationen, resten mistede pusten på grund af tekniske defekter, eller blev skudt ned af britiske jagerfly. Under angrebene på den, for de allierede forsyningsruter så vigtige belgiske havneby Antwerpen, lykkedes det allieret antiluftskyts, at nedskyde mere end 60 procent af de affyrede V-1 raketter.

Siden slutningen af 1930´erne havde tyske ingeniører, under ledelse af Wernher von Braun i Peenemünde arbejdet på en ballistisk* raket. En raket der indledningsvis blev døbt ”Aggregat 4” (A-4). Den 3. oktober 1942 lykkedes den første succesfulde affyring af en A-4 prototype. Forsøgsraketten tilbagelagde på blot 58 sekunder en strækning på 190 kilometer. I juli 1943 blev von Braun beordret til Hitlers østpreussiske hovedkvarter ”Wolfschanze”, hvor han skulle orientere om udviklingen af A-4 raketterne. Hitler var imponeret over det han så og hørte. I en tid, hvor Det Tredje Rige var ramt af stadig hyppigere militære fiaskoer, var A-4 raketten et tiltrængt lyspunkt. A-4 raketten blev udstyret med et 1.000 kilo tungt sprænghoved og omdøbt til V-2 (Vergeltungswaffe 2). Raketten var i forhold til lille broderen V-1, et sandt monster. Startvægten (inklusive sprænghoved) var på imponerende 12,7 ton. Med en hastighed på mere end 5.000 km/t og en flyvehøjde på 90 kilometer, havde raketten en rækkevidde på 400 kilometer, med andre ord, flyvetiden til London varede altså kun 320 sekunder. Den 7. september 1944 blev den første V-2 raket affyret mod den britiske hovedstad. Frem til slutningen af marts 1945 blev mere end 3.000 raketter sendt mod mål i England, Belgien og Frankrig. På grund af dens høje hastighed, kunne V-2 raketten ikke ses på radarskærme. Helt bogstaveligt, som et lyn fra en klar himmel ramte raketten, lydløs og uden forudgående varsel målet med en nedslagshastighed på ca. 3.500 km/t (1 km/s). Det formodes, at op i mod 12.000 mennesker blev dræbt under angrebene, hovedsaglig i London og Antwerpen.

Hvad kan ses i dag?

De enorme byggeprojekter, som mellem 1942 og 1944 poppede op over alt langs den nordfranske kyst, forbinder de fleste instinktivt med Atlantvolden, Hitlers ”Festung Europa”. I årtier er turister valfartet til Frankrig, for på nært hold, at besigtige disse imponerende fæstningsanlæg, som Nazi-Tyskland forgæves lod opføre. Hvad mange ikke ved er, at en del af disse ekstravagante byggeprojekter, var en del af Hitlers såkaldte ”Vergeltungskampagne” (gengældelseskampagne). Som en del af dette program, blev der i det nordvestlige Frankrig således opført en lang række affyringsanlæg til V-1 og V-2 raketter. Af de næsten 150 anlæg som var planlagt, kom ”kun” cirka halvdelen i brug, før de i løbet af 1944 blev ødelagt af bomber eller de hastigt fremrykkende allierede styrker. Tre yderst velbevarede anlæg - Bois des Huit Rues, La Coupole og Blockhaus d'Éperlecques - ligger kun godt 40 kilometer fra hinanden i det nordfranske region Nord-Pas-de-Calais. Små tohundrede kilometer længere syd på, i den centrale del af det normmaniske departement Seine-Maritime, nærmere betegnet i skovene Forêt d'Eawy og Forêt d'Eu ligger anlæggene som perler på en snor. Nedenfor finder du min portrætter de nogle af de mange anlæg - ens for der er, at de hver i sær er et besøg værd.

Retur til oversigten over "HISTORISKE SITES...her

Retur til oversigten over "V1 og V2 sites"....her

Retur til "På tur langs Côte d'Albâtre" (Alabasterkysten) her

Find seværdighederne på kort....her