normandiets regioner

NORMANDIETS REGIONER

LÆNGST MOD VEST: DEPARTEMENTET MANCHE


Den golde, men naturskønne Cotentin-halvø strækker sig langt ud i den Engelske Kanal. Halvøen udgør sammen med Baie du Mont St. Michel den nordvestlige del af Normandiet. Tilsammen danner de departementet Manche, hvis vestkyst er kendetegnet af brede og næsten uendelige, oftest mennesketomme strande kun afbrudt af de imponerende klippeformationer ved Nez de Jobourg på Cap de Carteret og syd for Granville. Længst mod nord ligger havnebyen Cherbourg og det forblæste Cap de la Hague. Inde i landet, finder man det mangfoldige hækkelandskab – Bocagen. Det absolutte højdepunkt er dog uden tvivl klippeøen Le Mont St. Michel, med klosteret af samme navn.....find rejsetips og seværdigheder her

NORMANDIETS HJERTE: DEPARTEMENTET CALVADOS


Brede, gyldne sandstrande med mondæne og sofistikerede badebyer som Deauville og Trouville kendetegner den østlige del af departementet. Her mødtes og mødes det franske jet-set, de velstående og de fashionable – dem der gerne vil ses. Længere mod vest, på den anden side af Orne-floden ligger Côte de Nacre (Perlemorkysten). Denne kyststrækning blev først for alvor berømt den 6. juni 1944. Fire ud af de fem invasionsstrande ligger ved Côte de Nacre. Mod sydøst ligger Pays d’Auge, et område der er kendetegnet af idylliske slotte, charmerende bindingsværkshuse og verdensberømte hestestutterier – og naturligvis ikke at forglemme, den berømte æblebrændevin ”Calvados”. Mod vest og nordvest indbyder Bocagen- og Bessin’s landskaber til ro og afslapning for naturelskere.....find rejsetips og seværdigheder her

LÆNGST MOD ØST: DEPARTEMENTERNE SEINE-MARITIME OG EURE


Omdrejningspunktet i denne del af Normandiet er Seine-flodens nedre løb. Langs dens bred finder man Rouen, regionens historiske og kulturelle centrum. Herfra skabte normannerne et uafhængigt imperium i det nordlige Frankrig, herfra erobrede de England. De efterlod ikke kun betydningsfulde kirker og klostre langs Seinen, men også fremtrædende religiøse bygninger og slotte i de tilstødende Seine-dale. Et af de mest imponerende slotte er Château Gaillard, som majestætisk rager op over landsbyen Les Andelys. Richard Løvehjerte (ham fra Robin Hood), konge af England og Hertug af Normandiet lod i 1197 slottet bygge, for at forsvare Rouen mod franskmændene. Længst mod nord ligger Côte d’Albâtre (Alabasterkysten) – Frankrigs stejleste – med op til 130 meter høje, alabastfarvede (hvide) skrænter der rager lodret mod himlen. I århundreder har vind og bølger kreeret nogle spektakulære klippeformationer, hvis fascinerende højdepunkter findes ved Étretat og Yport......find rejsetips og seværdigheder her

LÆNGST MOD SYD: DEPARTEMENTET ORNE


Orne departementet er det eneste normanniske departement som ikke har direkte adgang til havet. Den relativt tyndt befolkede region omtales ofte som hestelandet – ikke uden grund - ikke kun det verdensberømte stutteri Haras National du Pin har hjemme her. Regionen har med Percherons dens helt egen heste race, opkaldt efter grevskabet (delregionen) Perche, som udgør det kuperede sydøstlige hjørne af regionen. I de gamle byer Alencon og Argentan holdes det gamle broderi håndværk i hævd, mens departementets vestlige og sydlige del er domineret af enorme skovarealer som udgør Parc Naturel Régional et Géoparc Normandie-Maine.....find rejsetips og seværdigheder her

Tilbage til NORMANDIET: ANDET END D-DAG her